Den afdelingsopdelte skole   

Lad mig sige det straks: "Jeg er ikke fan af den afdelingsopdelte skole."

I denne tankestrøm vil jeg udelukkende fokusere på alle de negative ting, jeg kan finde på. Det er jeg heldigvis i min gode ret til, da det er mit eget blanke papir, jeg sætter tegn på!!

Lærerskift hvert tredje år er en sårbar størrelse, for hvad med alle de "andre" lærerskift, der lægger ud over dette? Pension, barsel, stressrelaterede langtidssygemeldinger (som jo pokker stå i det er en del af vores hverdag), opsigelser, afdelingsoverflyttelser osv. osv. Jeg synes ikke, det gavner nogen at skifte lærerne ud i tide og utide. Måske er nogle klasser heldige KUN at nøjes med de tre gange lærerskift, men det må høre til sjældenhederne.

Sårbare elever - de stakler, der vover at falde udenfor "normalområdet" i dens brede forstand - de elever, der har diagnoser - eller bare er forblevet udiagnosticerede, de elever, der kommer fra udsatte hjem, de elever, der af mange årsager er sårbare overfor forandringer, de indlæringssvage elever... Hvad med dem? Selvom man, som jeg, har fået en glimrende overlevering af sine kollega fra indskolingen, tager det alligevel tid, at få et ordentligt kendskab til børnenes forskelligartede problemer, hvordan de virker på klassen, hvordan de virker på mig som lærerperson - og hvordan jeg skal tackle dem? Det tager tid at opbygge tillidsforholdet til forældrene - ofte var det meget bedre med den gamle lærer... ja ja!! Oveni dette er det et sårbart punkt, når man har forældre, som ikke vil erkende, at deres børn falder uden for normalspektret. Forældrene, der hævder, at børnene bare skal have briller, eller at de bare er overintelligente, for det har de lige set en udsendelse om på DR2, så barnet keder sig bare og laver derfor en frygtelig masse halløj og hurlumhej. Hver gang disse forældre møder en ny lærer, tager det tid at gennemskue og komme i ordentlig dialog med dem.

Når man får en 1. klasse, er børnene oftest dejligt tillidsfulde. Der skal ikke meget til, før man er deres yndlingslærer og de stoler på, at man vil dem alt det bedste... Når man får børnene i 4. klasse er flere af dem allerede på afstand fra voksne - og i hvert fald lærere. Man når nærmest ikke at få opbygget tilliden, inden man må sende dem videre til nye voksne.

Jeg synes bare, det tager så lang tid at lære børnene ordentligt at kende - og det har denne gang også taget mig tid at lære at holde af disse børn. Det gør jeg nu - for det meste, men nu er vi også næsten halvvejs igennem 5. årgang...

Hm... Det var endnu en fra brokkassen. Hvor er det dejligt at få lidt luft...