| marts 2009 Jeg har
fået nyt job. Jeg har egentlig ønsket det længe, og der ligger mange
overvejelser forud. Det letteste ville være at sige, at det bare handlede
om, hvor træt jeg er af at være pendler mellem Ry og Åbyhøj, men det er
bare slet ikke fyldestgørende...
Flere faktorer spiller ind og de kommer her i
aldeles kort form og vilkårlig rækkefølge:
- Efter 9 år på samme arbejdsplads følte jeg, at
uhensigtsmæssige rutiner var ved at tage over. Både i mig selv - og mine
nærmeste arbejdsrelationer imellem. Jeg har arbejdet sammen med de samme
kvinder i mange år, og vi er rigtig gode sammen - men der var bare ikke
helt den samme dynamik og fremdrift, som dengang vi var friske og uden
småbørn derhjemme. Jeg synes alt for ofte, vi var gode til at bekræfte
hinanden i, at den nemme løsning var "god nok".
- Børnegruppen i Ry er anderledes end i Åbyhøj,
selvom Åbyhøj er et pænt kvarter i Århus. Det er den bare. Der er rigtig
mange søde børn og forældre i Åbyhøj, men Åby Skole har også sin andel
af børn med problemadfærd, som alle andre skoler i Århus (og verden) har
det. Og jeg var på vej ind i rollen som "hende, der frivilligt tog de
svære klasser, fordi jeg har et halvt biblioteksskema og derfor færre
konfrontationstimer end mine kollegaer." Og hende vil jeg ikke være.
- Århus Kommunes skolepolitik taler for sig selv.
Der bliver truffet uendeligt mange mærkelige beslutninger om nye tiltag
- og alting bliver trukket ned over hovedet på os fra politisk hold.
Vores ledere kan ikke gøre noget, så dem kan vi ikke være sure på. I Ry
kommer tingene i højere grad nedefra - der er masser af spændende
initiativer og tiltag, men jeg har på fornemmelsen, at de kommer
indefra.
- Den rummelige folkeskole!!! Jeg behøver næsten
ikke sige mere. I Århus Kommune findes der, ligesom i resten af verden,
en del børn, som falder udenfor den elevgruppe, som den rummelige
folkeskole SKAL kunne rumme med særlige pædagogiske tiltag, som den
enkelte lærer i praksis besidder. Når jeg siger en del, så ved jeg
dybest set ikke, hvor mange der er tale om, men jeg har engang hørt en
klog mand sige 5-7% af børnene i folkeskolen falder udenfor den
kategori, der skal kunne rummes. Der sidder en del børn, som jeg synes
ligger udenfor mit kompetencefelt; børn med hjerneskader, børn med ADHD,
børn, der skærer i sig selv, børn der er voldelige, børn, der er
deprimerede, børn af alkoholiske forældre, børn der har psykiske
problemer, børn med adfærd, der gør andre bange, børn, der er truende...
osv. osv. osv..... Jeg underviste dem. Jeg mødte dem på gangene - og jeg
er bare dybt rystet.... For jeg har ingen særlige kompetencer til at
imødekomme disse børns behov. Og alligevel skal helt almindelige lærere
som jeg undervise dem - uden ret meget støtte. Ofte alene - og ofte ud
fra selvlærte forudsætninger. Der er lange ventelister hos PPR, hvis et
barn skal udredes / hjælpes. Der er lange ventelister i forhold til psyk.
Der er så meget spildtid, hvor de udsatte børn kommer længere og længere
ud... Og samtidig skal jeg så få hele klassen til at fungere, jeg skal
undervise dem alle, jeg skal sørge for deres trivsel, jeg skal leve op
til de krav, som meget forskelligeartede forældre sætter. Og jeg forstår
godt de forældre, der er kede af, at netop deres barns skolegang føles
ladt i stikken, fordi al skoletiden igen gik med at udrede en konflikt -
eller med fokus på en enkelt og meget ressourcekrævende elev. Men i den
rummelige folkeskole SKAL alle være på godt og ondt. Og det føles nogle
gange virkelig mærkeligt.
- Så er der selvfølgelig rejsetiden frem og
tilbage. Det er da en fordel at mine børn ikke skal ud af sengen kl.
6.00 og igennem en skematisk familiemorgen, hvor alt må køre efter
planen, for ellers kommer en eller anden helt sikkert for sent. Nu har
vi goooood tid - og det er dejligt.
- På Mølleskolen har man i mange klasseværelser
SMARTBOARD. På Åby Skole har man to - et i natur-teknik-lokalet og et i
fysiklokalet. Der er simpelthen ikke råd til det i Århus Kommune. Måske
fordi man storstilet satser på LÆRINGSSTILE som et kommunalt projekt -
og jeg synes, det er absolut vanvittigt igen at trække en gang varm luft
ned over hovederne på en flok lærere, som blot hjælpeløse må se til - og
knokle sig igennem endnu en fiks idé. Dertil skal siges, at jeg synes
læringsstile er glimrende, men fald nu lige ned på jorden efter den
famøse TV-udsendelse, som helt sikkert har været en god forretning for
SIS. Prøv dog at starte nedefra og byg det langsomt op i stedet for at
sætte hele det forkromede maskineri igang - sende folk til New York og
hvad ved jeg... Jeg er målløs. Måske er jeg bare for vestjysk til at
tænke så stort.
- Når alt dette er sagt, er jeg nødt til at sige,
at jeg ELSKER Åby Skole på godt og ondt. Jeg elsker personalet. Jeg
elsker Lis Jygert, vores leder. Jeg synes, hun gør et hamrende godt
stykke arbejde, selvom man også ind imellem kan slå sig på hende. Men
sådan er det at være leder, tænker jeg. Jeg ELSKER min kollegaer derude.
Jeg synes, de er vildt fede, sjove, dygtige og lækre... Nogle gange er
de lidt sure i betrækket. Nogle gange alt for meget surstråleri, så
ideerne har svært ved at komme ordentligt igennem. Men jeg elsker dem
alligevel. Jeg rejser på trods af al denne kærlighed, fordi jeg vil
noget andet. Jeg trænger bare til at rykke lidt. Og så må man jo gøre
det.
|
