Jeg vil bare hele tiden gøre det endnu bedre...
Tidligere var jeg egentlig rimelig tilfreds med mig selv. Jeg har altid syntes, at jeg var god til mit arbejde. At jeg havde styr på min tingene. At jeg tog ansvar...
Set i bakspejlet kan jeg se mig selv være i udvikling, nogle gange retningsløst på vej mod noget, jeg ikke helt selv kunne definere.
I dag kan jeg se, hvad jeg ikke fik gjort... Så kunne man godt foranlediges til at diskutere med sig selv, hvorvidt man behøver ærgre sig over ting i fortiden, som man ikke fik gjort godt nok - og tro mig... Jeg har bedrevet rigtig meget i mine 20 år som lærer, som jeg fra mit nuværende standpunkt synes er absolut "for dårligt" - eller "for sjusket"...
Det, jeg ikke var god til, var i høj grad baseret på manglende indsigt - manglende viden. Jeg synes, lærerarbejdet kan være et ensomt sted at færdes ind imellem. Ensomt fordi vi ofte tænker, at vi skal gøre alting selv. At vi ikke skal sige til, hvis der er noget, vi ikke kan finde ud af, for tænk hvis nogen opdagede det. Vi dækker vores fejltrin og mangler. Vi siger: "Det er også en larmende klasse."
Vi siger: "Han VIL ikke deltage i undervisningen." Og i virkeligheden handler det oftest om os selv. For det er os, der sætter rammerne for undervisningen - og det er vores ansvar, hvis børn ikke har deltagelsesmuligheder. Det er vores ansvar, hvis børn ikke føler sig trygge i den klasse, som jeg er ansvarlig for.
Det er blevet enormt tydeligt for mig nu, hvor jeg pludselig efter mange år er havnet i indskolingen, hvor vigtigt ALTING er. Alt hvad jeg gør har stor betydning. Og især alt, hvad jeg forsømmer at gøre.
Jeg har en fordom - ja - jeg har en del fordomme - men en af dem er følgende: Jeg er overbevist om, at rigtig mange lærere sjusser sig frem til, hvilken status deres elever har indenfor netop deres fag. Jeg er overbevist om, at disse lærere ikke bruger tid på at sætte sig ind i den enkelte elevs nøjagtige status. De synes, de har overblik. De mener, at de lige præcis ved, hvilket niveau deres elever er på. Og når de er til skole-hjem-samtaler, siger de: "Dit barn staver og læser alderssvarende." Men i virkeligheden ved de ikke præcist, hvad denne elev kan og præcis hvad eleven har brug for for at komme videre. Vi underviser efter gennemsnittet af elever. Vi underviser ud fra emner, som man plejer at undervise i på disse klassetrin. Vi forholder os til genrer, til at skrive stile, til at læse litteratur. Men hvorvidt den ene og den anden elev rent faktisk får udbytte af undervisningen. Det forholder vi os sjældent til...
Det er min fordom...
Sådan har jeg i hvert fald undervist - indtil for ganske nylig. De sidste 5 år af mit lærerliv har jeg bevæget mig herhen til netop denne bevidsthed omkring mig selv - min undervisning - mit ansvar som lærer. Jeg er skræmmende bevidst om, at flere af mine kollegaer synes jeg er for meget ind i mellem - og jeg forsøger at lægge bånd på mig selv og spare andre for lange taler om det lys, jeg er blevet grebet af. For det bliver lidt religiøst, men ikke desto mindre... Jeg vil bare hele tiden gøre det endnu bedre end jeg gør. Jeg vil have alle elever med. Jeg vil vide præcis, hvad de kan og hvor de skal hen.
Det er en ret svær opgave. Det kan til tider være umuligt.
Men jeg vil.
Jeg vil have fokus på de børn, som stadig ikke har fået læsehastigheden på plads. Jeg vil interessere mig for, hvorvidt det handler om gentagen læsning, om de har brug for at få styr på læsestrategier. Jeg vil ikke acceptere, at elever lader som om de læser i mit klasselokale. Jeg vil ikke se igennem fingre med børn, der ikke-lærer. Jeg vil have styr på alle børn... Og det kan jeg ikke på en gang, men jeg kan løbende. Jeg skal. Så tester jeg. Så træner vi. Så tester jeg igen. Så sørger jeg for at de elever, der har behov, får lidt ekstra træning flere gange om ugen. Så forsøger jeg at udfordre alle optimalt (og det lykkes aldrig helt - men ofte). Så arbejder vi med læringsadfærd og metabevidsthed omkring læring. For børn skal lære at lære. De skal lære at være lærende. Og de skal forstå, hvad det kræver af hver enkelt.
Jeg vil....
Det optager mig helt vildt at skabe undervisningsstrukturer, hvor børnene tager ansvar for deres læring. Hvor de alle har fokus på opgaverne, på udfordringerne. Og det kræver helt vildt meget af mig som klassens voksen-ansvarlige. For jeg skal være på det hele tiden. Vi skal skabe så meget fælles forståelse omkring netop dette, at det bliver noget alle børn føler er væsentligt. Noget som alle børn gør uden at stille spørgsmålstegn.
.....
For første gang i mit lærerliv (tror jeg) gør jeg mig umage hele tiden. Jeg er til stede. Når jeg er i klassen, forholder jeg mig hvert øjeblik til børnenes læring. Man kan nå meget i løbet af sådan en undervisningsblok (vores er 1 time og 50 minutter). Og jeg lader ikke tid spilde.
Og jeg brænder ikke ud. Jeg brænder bare helt vildt... Jeg har heldigvis rigtig gode team-kollegaer, som virkelig udfordrer og udvikler mig og mine tanker. Jeg elsker de damer... Men det er ikke en uvæsentlig del af al den ild og brand, jeg går og besidder. For man er nødt til at være i overskud for at ville det hele. Og de damer er med til at give mig overskud...
...
Jeg synes, man bør være det bedste, man har kræfter til at være. Hver dag.