top of page

Robotterne kommer

På 1. årgang elsker børnene at bygge. Alt, hvad der har med limpistoler, pap og dimser at gøre, kører på en eller anden måde bare som smør i olie - altså virkelig glat.

I forløbet "Robotterne kommer" var der flere trin.

Trin 1: Viden om robotter igennem læsning, tegning og korte videoer

Trin 2: Byg din egen robot af papkasser og dimser

Trin 3: Skriv om din robot

Vi brugte knap to uger på forløbet.

TRIN 1: 

Læs og lær om en robot

Læs og forstå om robotto

Læs og lær om en robot er en lille faktabog om robotter, som børnene måske kender. Vi læste den som fælleslæsning. Min klasse var inddelt i to grupper. Christian, min søde klassepædagog, lavede "legetræning" med halvdelen af klassen, imens jeg læste bogen med resten af klassen. Især i dagene efter nedlukning og karantæne var det faktisk nødvendigt at  dele klassen i to, for jeg kunne ikke have fuld klasse og faglige krav i samme lokale. 

Vi sluttede dagen af med at se filmen: "Robotter" fra 2005.

Den efterfølgende dag var en tegnedag. Her brugte vi tegneskabeloner, som er fantastiske for de børn i klassen, som ikke har stort selvværd i forhold til at tegne. Børn tegner slet ikke i samme grad, som jeg gjorde, da jeg var barn. Så jeg møder mange børn, som "ikke kan tegne". De kommer virkelig godt i gang med en tegneskabelon.

Først blev klassen delt i to. Den ene halvdel lavede legetræning med Christian udendørs, imens den anden sad omkring et stort stykke papir på gulvet. Altså KÆMPEstort stykke papir. Vi så først videoinstruktionen til en robot på Youtube, som vi fulgtes igennem. 

Det blev virkelig godt - og ALLE - også de børn, som "ikke kunne tegne"

fik tegnet rigtig fine robotter. 

Igennem ugen brugte jeg også disse tegneskabeloner:

Tegneskabelon til robot 1

Tegneskabelon til robot 2

Tegneskabelon til robot 3

Blandt andet skulle alle tegne en robot på et stående A3-kardus - først med blyant, så tegnet op med stort tusch. Det blev nogle virkelig fine robotter - alle havde jo øvet sig - som blev hængt op i klassen.

Her er en PPT, som jeg brugte som oplæg og huskeseddel. Der er til sidst i filen nogle links til videoer fra YouTube om robotter, som vi kiggede på løbende.

TRIN 2

Byg din egen robot.

I ugen op til robotforløbets start havde vi bedt forældrene bidrage med "frasorteret affald" af den byggevenlige slags. Små papkasser, mælkekartoner, bøtter og dimser. Flere forældre havde været på arbejdspladsen og fundet lækker robotvenligt affald som ledninger og elektronikskrot. 

Vi byggede i flere etaper. 

Jeg havde sorteret alt byggematerialet i kategorier og lagde først alle papkasser op midt på gulvet - store og små - og der var mange!! Alle fik lov - et bord ad gangen til at vælge en papkasse til deres robot-krop. Kun en kasse ad gangen. Herefter skulle der vælges et hoved. 

På forhånd havde vi selvfølgelig etableret limpistoler (to til hvert firemandsbord), så børnene var klar til at gå i gang. Herefter fik de adgang til alle dimser - undtagen ledninger og elektronikskrot samt "pynt". Nu skulle hver elev bygge kroppen på deres robot. Dagen efter blev de malet med sølvfarvet og sort, og så fik den ikke for lidt med dimser - ledninger - antenner osv. Alle robotter stod færdige fredag eftermiddag i vindueskarmen, så forældre og børn kunne gå forbi i weekenden og beundre dem. 

 

Den efterfølgende uge skal vi arbejde med udgangspunkt i børnenes robotter. De skal skrive om robotterne i deres "robotskrivehæfte", hvor jeg har indsat procesfotos fra byggeugen. Jeg vedlægger her hæftet med blanke felter, hvor børnenes fotos har været. Forsiden er pyntet med børnenes robotter. 

Min skrivebog om robotterne i 1.c (publisher) - (pdf)

Vi brugte også tid på at lave et personligt hæfte med hver robot. På forsiden havde jeg et foto af hver enkelt barn med deres robot i hænderne. Robotten skulle måles og beskrives. Den skulle også tegnes. 

Min robotbog (publisher) - (pdf)

Der blev også tid til at udvikle robotterne og bygge udstyr til dem. Det brugte vi det meste af en dag på. Robotterne fik guitarer, hatte, kurve, ekstraledninger, computermusestyresystemer og meget andet. 

Onsdag blev den sidste robot-dag. Børnene skulle prøve at lave Stop-Motion film for allerførste gang. I makkerpar fik de en Ipad, som blev placeret for enden af et skolebord i en holder, som vores pedeller meget venligt har lavet, så vores Ipads kan stå stabilt lodret. Jeg bruger app'en "Stop Motion", som er helt enkel og virkelig let at bruge. Jeg viste kort, hvordan programmet virkede og sagde til børnene, at de skulle "lege" med det. Vi arbejdede ikke med baggrunde, men udelukkende på at få noget - f.eks. deres robotter - til at gå forbi kameraet. Og de var helt vilde med det. Det var virkelig enkelt og uden de store regler, men de gjorde sig store erfaringer med Stop Motion. Der var ingen krav om præcision eller æstetik denne gang. Det venter vi med. Filmene blev ikke gemt, men de fik lov at gå rundt og se på hinandens film på kameraerne. 

Alle glædede sig til at få robotterne med hjem. Mohammad kom hen til mig fire gange i løbet af onsdag og sagde: "Jeg glæder mig til klokken 1, når jeg har fri, for så må jeg få min robot med hjem. Han var bare så stolt. 

bottom of page