At starte en ny klasse
August 2006
I mandags vågnede jeg med visheden om, at jeg skulle træde ind på ukendt territorium, når jeg åbnede døren til 4.a et par timer senere. Min elskede 6. klasse var blevet 7.a - og overtaget af et fantastisk makkerpar, som jeg føler mig helt tryg ved (og det er fedt!!)
Men hvem er 4.a - og hvordan skal jeg dog kunne forholde mig til sådan en flok meget meget små skolebørn?? Hmm.... Men ved I hvad? Jeg var rolig. Helt afslappet. Sammen med min makker Kim (som er en knag) gik vi helt afslappede til sagen. Kørte lidt ping pong - og før vi vidste af det, var skoledagen forbi - og skoleåret skudt i gang (.... nåede lige at tænke "skudt i sænk"... fy!)
Og så var det, jeg kom til at tænke på min første skoledag i 1.a i år 2000. Hvor var jeg dog nervøs. Een lang panisk tankerække drev mig afsted på arbejde og ned i skolegården, hvor 100 (mindst lige så spændte) elever og deres forældre stod klar til at synge fællessang og lære at læse og skrive hurtigst muligt. Vores inspektør holdt tale, og da hun var færdig, sagde hun: "Og så må 1.a gerne gå med Ann-Berit ind i klassen." Der var ikke rigtig nogen, der reagerede - og jeg syntes egentlig, hun havde sagt det lidt lavt, så de havde nok ikke hørt, hvad der var blevet sagt. Dette fik mig til at råbe med sergent-stemmen på fuld volume: "FØRSTE A - KOM MED MIG." Vildt pinligt. Ordene slap simpelthen ud med sådan en kraft at de første fire række blev blæst omkuld, og jeg hørte en voksen sige: "Godt vi ikke skal ha' hende som klasselærer. Hun er godt nok skrap."
Nå, på med vanten -. skoledagen i gang - alle børn og forældre stuvet ind i klasselokalet - og så var der lidt mere ro på..... NÆH... Rystende nervøs i selskab med disse mennesker, som havde store forventninger (og måske skeptiske oveni købet), præsenterede jeg mig - Jeg kan ikke rigtig huske, hvad der blev sagt og gjort. Men det var bare et forfærdeligt øjeblik.
Fordi... Var jeg mon i stand til at lære deres børn at læse? Kunne jeg overhovedet finde ud af det? Jeg havde aldrig haft første klasse før. Jeg har egentlig ikke lært noget om første klasses elever på seminariet. Jeg var blank. På bar bund. Nøgen!!! Heldigvis fandt jeg hurtigt ud af, at børn i første klasse er helt fantastiske på flere områder. For det første elsker de dig betingelsesløst - så længe du er retfærdig - og sød. For det andet, så kan man ikke undgå at lære dem at læse. De gør det bare helt af sig selv. Der er selvfølgelig elever, som har forskellige vanskeligheder - og det er dem, der er den egentlige udfordring - for de andre - de kører bare.....
Nu skal jeg så i gang med en 4. klasse. Jeg havde lige vænnet mig til omgangstonen i 6. Jeg havde vænnet mig til, at de kendte betydningen af ordet genre. At de vidste hvilke genretræk science fiction havde. Da jeg til min 4. klasse udtalte ordet GENRE - kiggede de på mig, som om jeg kom fra Mars. Hm. Jeg må ned på niveau. Jeg må ned med ambitionerne (igen - fjende nr. 1).
Og så er der lige forældrene een gang til. Sidste gang tog det mig flere år, ikke at være bange for forældrene. Denne gang, tror jeg, er jeg lidt bedre rustet. Denne gang får de det lidt mere direkte (på den pæne måde selvfølgelig).