Begynderfejl     

11.juli 2006

Jeg har lavet adskillige begynderfejl i de første år af mit lærerliv. ADSKILLIGE.

Jeg kan huske, hvordan jeg i mit allerførste job klippe-klistrede som en vanvittig - og lavede stort set alt mit undervisningsmateriale selv.  Det tog TIMER - og fungerede nogle gange slet ikke efter hensigten. Det, der så rigtig godt ud i 50 siders kopi-kompendie, var ind imellem ikke helt brugbart....

NU bruger jeg i høj grad det, andre laver. Nogle gange laver jeg det lidt om, andre gange ikke. Nogle gange laver jeg nyt lay-out, andre gange ikke. Det første jeg gør, når jeg skal planlægge et nyt emne, er søge på nettet efter inspiration, og som regel er der MASSER af gode mennesker, der deler ud. Så kan man hapse og nappe og lave om og rette til...

Jeg valgte, efter et par vikariater, at søge job i heltidsundervisningen i en større dansk provinsby (ikke Århus). Et job, hvor jeg skulle undervise adfærdsvanskelige, omsorgssvigtede unge mellem 14 og 18. Jeg var ung, rå, vestjysk. Jeg kørte motorcykel og underviste ofte i mit MC-tøj. Jeg var energisk og fremadrettet.... Efter et par år var jeg FÆRDIG i den branche. Kørt ned - HELT ned, hvor jeg var ked af det og træt allerede inden jeg tog på arbejde. Det var en anden af mine helt store fejltagelser. En fuldstændig fejlvurdering af egne kvaliteter, evner, grænser. Min stolthed led så stort et knæk... Og jeg VED, at der sidder masser af nyuddannede med lignende oplevelser - også med folkeskolen - forhåbentlig ikke helt så alvorlig som min...

Men jeg kom på benene og fik arbejde i folkeskolen - og det var en helt anden verden... Selvom jeg som yngre drømte om at blive journalist, er folkeskolen alligevel nok det tætteste jeg kommer på mit drømmejob. Jeg elsker det (og hader det) og elsker det noget mere.

Jeg blev ansat på Åby Skole og fik efter et halvt års vikariat min første 1. klasse. Og jeg var KLAR. Jeg havde SÅ mange fantastiske idéer, den ene større, vildere og sjovere end den anden. Mit ambitionsniveau sprænger richter-skalaen... Og det, tror jeg, er min største svaghed. Jeg ville så meget med de søde små elever, at jeg glemte, hvor utrygt det nogle gange kunne være, at have en lærer, der bombarderede dem med projekter. Det gik vel først op for mig i 2. klasse, da min matematik-lærer og jeg havde problemer med at holde ro på børnene. De var så larmende og til tider vilde, og vi havde prøvet alt, hvad vi selv havde af løsningsforslag, men intet hjalp. De VILLE ikke sidde stille og modtage vores guldkorn. Vi gik til ledelsen og bad om hjælp - og straks fik vi 14 timer med lærere fra støttecenteret (3 forskellige tror jeg) som skulle observere og give gode råd.

Her er jeg nødt til at stoppe op. Dette øjeblik er et af de vigtigste i hele mit skoleliv. Her lærte jeg noget, som har gjort mig til en meget bedre underviser - en meget bedre lærer.

Når noget går galt imellem lærer og elever, er man nødt til at se på sig selv, inden man hovedkulds råber højt om, at børnene er SÅ umulige og uopdragne!! Man er nødt til at se, om man er medvirkende til at optrappe konflikterne - om man selv skaber det nødvendige arbejdsrum, hvor børnene kan fungere og trives - om man taler til dem på den rigtige måde - om man viser de nødvendige hensyn - om man kan gøre noget anderledes.

Jeg havde aldrig drømt om, at der skulle være noget galt med mig. Tvært imod. Jeg var jo  helt fantastisk...... Det måtte da være børnene, der var forfærdeligt dårligt opdragede og uafrettede!!!

Og vist var børnene meget forskellige - og havde mange forskellige behov. Men det kunne - med støttecenterets gode råd - løses med utroligt få midler - og løsningen lå i min og min matematikmakkers adfærd overfor disse forskellige børn. Det var fantastisk at få hjælpen, men samtidig også skrækkeligt at være tvunget til at erkende, at min undervisning var alt for uoverskuelig og ligefrem skræmmende for nogle af børnene, og at hver dag helst skulle nogenlunde ens struktureret, at det var dejligt trygt med læsebogen, at gruppearbejde og værkstedsarbejde i alle de større fag ikke altid er nogen god idé i længere perioder. Og så skulle vi lære at dæmpe konflikterne - ikke optrappe.

Jeg fik tårer i øjnene, husker jeg, da det slog mig, at jeg selv var en af årsagerne. Øv for en svær pille at sluge..... Men det gjorde mig absolut til en bedre lærer.

Mine ambitioner er min fjende. Jeg vil gerne alting. Jeg påtager mig gerne alt for mange opgaver. Jeg melder mig frivilligt til hvad som helst. Jeg laver lige.... Den snupper jeg.... Jeg kopierer lige 5000 eksemplarer til i morgen. Og problemet er lettere pinligt....

Hvis jeg selv gør tingene, er jeg sikker på, det bliver gjort, som jeg gerne vil ha' det. Jeg er i øjeblikket i en meget vigtig læreproces, der hedder; Stol på, at andre gør det godt nok. Acceptér det andre laver, selvom du synes, du selv kunne have gjort det bedre. Jeg øver mig i at sige nej, eller i det mindste i ikke at flyve op og melde mig straks opgaverne kommer på bordet.

Jeg laver stadig hundredevis af fejl.... Alene læreprocessen omkring forældrearbejde har været hård for mit vedkommende. De første år var jeg nærmest bange for at sige noget forkert til forældrene, og talte dem derfor meget efter munden, hvilket betød, at jeg aldrig rigtig fik sagt tingene tydelig. En gang væven og uld i mund og godt-nok og sød-nok og dygtig-nok - Meeeeeen...... Det har taget mig 5-6 år at blive tilfreds med min måde at kommunikere med forældre på.

Jeg HAR lært at give dem klar besked. Og erfaret at nogle forældre kun lytter til de positive ting, jeg siger. Som f.eks. en mor, der kun hørte: "Han er en utrolig sød og rar dreng", hvorimod hun slet ikke bed mærke i ... "men han har en forfærdelig trang til at nappe de andre drenge - og nogle gange bide." Derfor måtte vi nogle gange udelade de positive indledninger og kun give hende de mere negative informationer. En anden mor kom altid ind med en meget negativ attitude - korslagte arme, nedadvendte mundvige, tilbagelænet i stolen. På et tidspunkt kom hun trampende ind og dunkede sig ned i stolen med sin sædvanlige mopsede mund, der som det første sagde: "Vi har tænkt på at vores datter skal flytte skole." Tidligere ville jeg have forsøgt at forsvare mig selv og skolen og sige: "åh nej, det må I da ikke"-agtige ting. Men på det tidspunkt havde jeg lært lidt, så hun fik beskeden: "Det var da en god idé. Det skal I da gøre, hvis I har det bedst sådan." Hun klappede i og vendte 180 grader. Og nej-nej, det var da heller ikke sådan ment og hist op og kom her ned..... Og datteren går stadig på skolen...

Jeg er blevet ret god til ikke at tage tingene personligt. Ikke perfekt. Jeg bliver stadig lidt fornærmet, når nogen vover at kritisere min undervisning (pinligt, men sandt), men det fylder ikke meget efterhånden. Og det er en af de meget vigtige ting, jeg vil forsøge at lære min næsten nyuddannede makker, for han er superdygtig - og ham vil vi gerne beholde længe....

Det blev til en længere, lettere ustruktureret historie, der vel kan sammenfattes til følgende hovedpunkter:

ANN-BERITS STØRSTE (ikke eneste) FEJLTAGELSER:
 

• lavede alt for meget undervisningsmateriale selv
   

• valgte et helt forkert arbejde, der drænede al min energi og glæde ved arbejdet (og alt andet...)
   

• troede at jeg var ufejlbarlig. Når børnene larmede, var det da ikke min skyld, men fordi de var uopdragne...
   

• havde (har) for store ambitioner. Tror jeg kan gøre ALT, samtidig med at jeg er mor i en småbørnsfamilie med en far i det private  erhvervsliv.
   

• taler forældrene efter munden i stedet for at give dem direkte besked
   

• tog tingene lidt for personligt

​