top of page

Danskværksteder 2023

Den sidste halve time af hver dansktime kan børnene med deres danskmakker vælge imellem 6 danskaktiviteter. 

Jeg har lavet makkerpar som er fagligt nogenlunde på niveau. Hvis makkerparret ikke kan blive enige om, hvilken aktivitet, de skal vælge, skal den, som først har fødselsdag, vælge. Næste gang de så bliver uenige, skal den anden vælge. Det fungerer upåklageligt og sparer os for mange diskussioner og dermed spild af tid.

 

 

 

 

De første seks værksteder bestod i høj grad af noget, børnene kendte eller havde prøvet før. De gav måske ikke den store mening ind i danskundervisningen. Min erfaring er, at en del børn kæmper med formen før indholdet. Så hvis indholdet er genkendeligt og overkommenligt, så har man overskud til at øve sig på formen.

 

Efter nogle uger var formen på plads, og jeg kunne skifte indhold ud og tage det i den retning, jeg følte der var behov for i forhold til den almindelige danskundervisning. Der vil altid være en høj grad af træning af noget kendt, da det er svært at introducere noget ukendt, når børnene selv må vælge tempo, men jeg har tænkt, at denne værkstedsform sagtens også kan anvendes, når vi arbejder med forskellige emner, og der f.eks. skal laves litteraturarbejde. Så længe værkstederne er farvekodede, så holder systemet:-)

 

Jeg har beskrevet forløbets udvikling og allernederst kan I finde alle de forskellige værksteder, jeg har været igennem med eleverne p.t. Der vil løbende blive "fyldt på". De ældste øverst, de nyeste i bunden...

Status efter de første uger er, at det går helt fantastisk godt. Der er virkelig ro på, og børnene arbejder koncentreret. Måske er det muligheden for selv at vælge?

Børnene arbejder 15 minutter. Herefter får de mulighed for at vælge, om de vil skifte aktivitet eller fortsætte. Man kan kun skifte ved 15-minutters-mærket.

Makkerparrene skal igennem alle opgaver, før de må vælge den samme igen.

31/1 - 2023

Jeg har skiftet aktiviteter - og har nu valgt, at børnene skal krydse af i et skema, som hænger på vores tavle - og som gælder for 8 uger. Herefter får de nye makkere.

Skemaerne er farvekodede, for så kan jeg nemmere skifte dem undervejs. 

Skemaet ser sådan her ud. Jeg kan ikke dele det med jer, for det har et format, der kun kan printes på vores plakatprinter og altså ikke passer til A3formatet. Men I kan få en idé om systemet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Makkerparrene vælger stadig en til to aktiviteter i hver dansktime - afhængig af afsat tid. De har ugentligt seks farvede felter at vælge imellem svarende til de seks aktuelle aktiviteter. De når ikke rundt om alle seks aktiviteter på en uge, og skal så den efterfølgende uge vælge andre aktiviteter end forrige uge, så de kommer hele vejen rundt om alle aktiviteterne. Giver det mening?

 

 

19/2-23

 

Jeg har endnu en gang ændre udseende på den store planche, hvor børnene markerer, hvilke værksteder, de har været igennem. Jeg brugte anledningen til at lave nye makkerpar.

Planchen har nu blanke felter (altså de små skemaer med 6 felter i hver), og børnene farver nu selv, hver gang de har gennemført et værksted. Det er lettere for dem at overskue, hvor langt de har nået, og hvilke farver, de mangler.

Makkerparrene var i en kort periode baseret på, hvem jeg havde brug for arbejdede sammen med hvem, og det faglige spænd blev lidt for bredt i nogen tilfælde. Der ER nødt til at være en eller anden overenskomst imellem de to samarbejdspartnere, så den ene ikke hele tiden skal TRÆKKE den anden igennem. 

Denne omgang har jeg lavet drengemakkerpar og pigemakkerpar. Det er forbløffende effektivt. Selv de drenge, der tidligere har sat sig til modværge, arbejder meget bedre nu. Måske ER det lidt hårdt at være en dreng, som ikke altid har sin opmærksomhed rettet imod undervisningen - og være makker med en pige, som bare svinger pisken. Det funker ikke for mig.


VÆRKSTEDERNE RUNDE 1:

Læs og stav 120 ord

Jeg har seks sæt ordkort med de 120 ord. Børnene deler bunken i to og læser kortene højt for hinanden. Efterfølgende skiftes de til at læse et ord højt, som den anden skal skrive. De kontrollerer stavemåde og retter eventuelle stavefejl. 

Sortér ord

Jeg har engang for længe siden købt nogle små magnet-ord til køleskabet - en HEL masse ord. De hedder "Køleskabspoesi", hvis I har lyst til at Google. Jeg har sat ordene på et whiteboard og blandet dem grundigt. Opgaven går ud på, at børnene skal vælge kategorier, som ordene sorteres i. De må selv vælge kategorierne: begyndelsesbogstaver, antal stavelser, ordklasser osv. Senere vil jeg indføre kort, som fortæller, hvordan kortene skal sorteres.

Fortæl vitser

Jeg har tidligere været PLC-medarbejder på skolen og har i den sammenhæng ind imellem kasseret en bog eller to, som har været for slidt til udlån. Jeg har et par vitsbøger, hvor jeg har lamineret siderne, så de kan læses på begge sider. Børnene tager hver et par sider og læser vitser højt for hinanden. Den er mest til hygge, men de får både læsetrænet og grinet lidt samtidig.

Skriv bøger

Børnene folder en A4. Her har de så en forside og to skrivesider (man må gerne illustrere) og så er der en tom bagside, som limes sammen med en ny foldet A4. På den måde får man endnu to sider, som man kan skrive og tegne på. Bogen kan dermed forlænges med alle de sider, man har brug for.

Sabelkatten

Min klasse har lært at elske Sabelkatten. De har forskellige hæfter efter niveau. Opgaverne er genkendelige, og det er bare lækkert for de fleste. Når makkerparrene arbejder i Sabelkatten, arbejder de side om side, for de er sandsynligvis to forskellige steder. De er hinandens primære hjælpere.

Skriveark om mig selv.

Jeg har lavet en samling skriveark, hvor børnene skal skrive om sig selv. Alt fra yndlingsfarve, livret, yndlingsdyr, ting man er bange for osv. osv. Børn elsker at skrive om sig selv. 

Jeg kan faktisk ikke finde filerne lige nu og her. Men de kommer inden længe.

Plancher med værkstedsbeskrivelser runde 1

VÆRKSTEDERNE RUNDE 2

Sabelkatten

Den holder vi stædigt fast i. Børnene er trygge ved den og slapper af med at lave opgaverne.

Kryds og tværs

Diverse kryds og tværs, som jeg dels har fundet online og dels havde i gemmerne. Små hæfter, jeg har gemt fra tidligere af Anne Pelt. F.eks. 64 ord på kryds og tværs. 120 ord på kryds og tværs osv.

Grammatikopgaver

 

Arbejdsark, hvor de skal arbejde med de forskellige ordklasser. En rigtig kedelig aktivitet, men også virkelig konkret for mange at forholde sig til.

Vendespil

Jeg har en masse danskfaglige vendespil med ord/tekst og billede, som børnene elsker at spille.

Her kan du hente de vendespil, jeg sidst har lavet: 

Børn, der leger

Monstre

Sjove dyr

Fantasy dyr

Børn, der hygger

Børn, der læser

Alfabetisk

Jeg har bundet nogle håndskrevne ordkort, som børnene skal lægge i alfabetisk orden. Der er 25-30 ord i hver bunke. 

Læs og lær

Jeg har kopieret et udvalg af mine egne Læs og Lær-hæfter, som de også kan vælge at arbejde i.

Plancher med opgavebeskrivelserne runde 2

VÆRKSTEDERNE RUNDE 3

 

Sammenbundet skrift

 

Jeg har skiftet "vendespil" ud med dette værksted. 

Jeg har lavet en skabelon på et liggende A4 med tre store bogstavhuse. Det er en god størrelse i forhold til værkstedets indhold. I hvert fald for mine elever.

HER ER FØRSTE SÆT ORDHUSE NR. 1-36

Tomme ordhuse til elevbrug

I hvert bogstavhus har jeg skrevet forskellige mønstre eller ord med sammenbundet skrift, som eleverne så skal skrive efter. Jeg har nummereret, lamineret og skåret dem ud enkeltvis. 

Først var min tanke, at eleverne kunne skrive oveni, men vi har kun tykkere whiteboard-tusser - og det bliver også lidt noget gratværk. Derfor kopierede jeg tilsvarende skriveark - altså tomme bogstavhuse i samme størrelse - og de blev også skåret ud enkeltvis.

Til sidst lavede jeg et afkrydsningsark med alle numrene, så børnene kan holde styr på, hvilke huse de har øvet sig på. 

De ELSKER at øve sig i sammenbundet skrift. Faktisk er der forbløffende mange drenge, som også elsker det. Jeg producerer løbende bogstavhuse med sammenbundet skrift, så jeg kan indføre en ny portion, når den gamle er brugt op. Men de hurtigste får måske lov at øve sig flere gange på de gamle. 

Resten af værkstederne er de samme som ovenstående.

 

 

 

 

 

 

 

skema afkrydsning danskværksteder.jpg
327757768_884078406201640_4433625383965299951_n.jpg
bottom of page