top of page

Første skoledag i 1.a - 2000/2001 (bemærk, at dette er skrevet for mange år siden, da jeg var meget ung.)

                        

Børn og forældre mødtes i skolegården kl. 8.00
Inspektøren sagde et par ord inden vi sang "Nord og syd og øst og vest", hvert vers skrevet på et stykke flip-over-papir og sat op på vinduerne med lærerens tyggegummi.
Derefter gik børn, forældre og lærere til deres respektive klasseværelser.
Udenpå døren han en stor rød blomst med gul centrum, hvorpå der stod "1.a"
På hver plads stod et navneskilt og ved siden af dette lå en bunke indeholdende: læsebog, aktivitetshæfte, skrivebog, tegnehæfte, skoleskema, farvekridt, farveblyant og et flag
I vindueskarmen stod 22 æbler, et pr. barn, med flag i.
På tavlen hang navnesang på melodien: "Se min kjole" ("1.a er + alle navnene")
På hylderne bagest i klassen stod mapper med børnenes navne og en papkasse med låg ligeledes med navn på.
På opslagstavlerne hang: skoleskema kun med lærernes navne, bogstavhuset fra Alinea, tal-tabel fra Matematik-tak, billeder af børnene (fra 0.klasse)

Eleverne fandt deres pladser, forældrene klemte sig sammen langs med væggene - vi havde ikke slæbt stole op til dem, de skulle alligevel ikke blive alt for længe.

Velkomst og navnesang (2 gange), gennemgang af bunken foran hver elev.

Ved tavlen stod et brev hvorpå der stod:
"Kære 1.a
Kom og se ned i mig.
Det er mig, der står ovre ved vinduet."

En elev gik hen til den store gamle kuffert ved vinduet (købt i Blå kors til 50 kr.)
Endnu et brev:
"Jeg er klassens rodekuffert, men jeg er næsten tom.
I må hjælpe mig! - Find nogle småting derhjemme,
noget du alligevel ikke bruger, og tag det med herop.
Jeg er så sulten." (fra "Juhu-ideer med plan")

Herefter et kreativt indslag. Hvert barn fik et stykke hvidt karton med omridset af en sommerfugl (10x12 cm). De skulle skrive deres navn på kroppen og farve vingerne, hvorefter den skulle limes på blomsten på døren. Det ser brandflot ud.

Så blev der sagt farvel til forældrene og børnene holdt en pause. Hvert barn fik lov at tage et æble med til frikvarter.

Efter pausen skulle vi have lavet danskaktiviteter, navnelege osv.- men en forælder gjorde opmærksom på, at børnene ikke havde fået skoleskemaer tilsendt. En smutter fra min side. Dem skulle de nemlig have haft netop denne dag. Hvert barn havde dog fået et tomt skema, som vi så brugte tid - og en frygtelig masse energi - på at udfylde (dumt dumt dumt - skulle bare have lavet en kopi til forældrene og sendt den med hjem dagen efter, men hvad gør man ikke i kampens hede!)

Morten (matematik-lærer) overtog en flok udbrændte unger - gjorde sit allerbedste for at trække dem lidt op.. Det lykkedes nu meget godt - med øvelser med at læse navne og tælle bogstaver - hvorefter navnene blev sat i grupper på tavlen afhængig af netop antal bogstaver.

Som afslutning på dagen - madpakker (mindst en halv time før ringetid) - og et eventyr.

Eleverne fik første nyhedsbrev, som skulle puttes i postkassemapperne

Til afsked sang vi navnesangen.

Kig forbi min Facebookgruppe

ann-berit.dk

Kopiering fra denne hjemmeside må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen

bottom of page