Skriv, hvis der er noget, du mangler. Måske kan jeg hjælpe dig med at finde det:-)

  • White Facebook Icon
  • White Twitter Icon
  • White Pinterest Icon
  • White Instagram Icon

Kig forbi min Facebookgruppe

ann-berit.dk

Diverse julerier i 5. b

I skrivende stund har vi november. Inden længe er vi godt og grundigt begravede i julepynt og kalenderaktiviteter. Og vi gør det med glæde år efter år. For vi SKAL dyrke julen og have traditioner. 

I 5. b har vi blandt andet haft en elektronisk julekalender. Jeg skrev til alle forældre, om de ville sende et barndomsbillede af deres barn. Gerne et, hvor man ikke umiddelbart kan genkende barnet - men i hvert fald et, hvortil der knytter sig en sjov fortælling. Så skulle de sende 5-10 linjer om barnet. Enten en sjov historie eller bare lidt om barnet generelt. Lidt sjovt eller hyggeligt om deres adfærd. 

Det lykkedes at få alle forældre til at sende - også uden børnene opdagede det.

Jeg lagde alle fotos ind i en PowerPoint og hver dag havde vi så kalendersider, hvor vi kiggede fotos, lyttede til den korte fortælling og gættede på, hvem det kunne være. Alle billeder og fortællinger blev efterfølgende hængt op på tavlen i klassen.

Der ud over havde vi en julekalender med lege,  - inspireret af min kollega Lene. Vi dyrker fælleslegen, fordi den netop er for alle - og dermed for fællesskabets bedste. Det er i fælleslegene, børnene lærer at navigere i fællesskabet. Det er også her - hvis vi voksne altså forholder os til fælleslegene - at børnene lærer den enkeltes betydning for fællesskabet. Hvis ét eller flere børn ikke bidrager ind i en fællesleg, så går fælleslegen ofte hen og bliver en dårlig oplevelse for de fleste. Hvis ét eller flere børn ikke bidrager ind i fællesskabet (hvad end det er undervisning, samarbejde eller bare den gode pause), så bliver det ofte en dårlig(ere) oplevelse for de fleste.

Nå - tilbage til julekalenderen. Vi har de sidste år lavet en julekalender med en leg for hver skoledag. Legene er printet med et pænt julemotiv på bagsiden og en beskrivelse af legen på forsiden. Hver dag en ny leg. Der er ikke 24 lege. Antallet er altså afstemt efter antal skolehverdage.

Og ja, der går tid med det. Men vi ofrer gerne en smule af os selv i december. Der går tid med julekalender, julenisserier og kalenderlege. Sådan er det bare.

Du kan se legene her. 

Så elsker jeg julepynt. Men kun store ting, som fylder rigtig meget i klasseværelset. Det kan ikke nytte noget at sidde og bruge en masse tid på at flette små julestjerner, når de ingenting fylder og klasselokalet bare ser tomt ud. Jeg har de sidste 3 år lavet denne stjerne med børnene. Vi bruger genbrugspapir (kasserede bøger). De bliver bare så flotte, når der hænger mange. Så bemærker man heller ikke de skæve:-) Se foldevejledning her