top of page

Litteraturforløb: Omnias Hus i 1.c (2026)

Jeg har aldrig tidligere arbejdet med Omnias Hus i en 1. klasse - måske fordi bogen ikke var udgivet sidst jeg havde 1:-)

Men det har været en fornøjelse at stifte bekendtskab med Cecilie Ekens fine billedbog.

Jeg arbejdede med bogen 3 tirsdage i et dobbeltmodul (2x45 minutter) Tirsdag er min litteraturdag. De andre dage bruger jeg til stationsundervisning.

Jeg lægger min powerpoint, der var udgangspunkt for forløbet, her.
Jeg har fjernet alle billeder fra bogen, da det jo krænker ophavsret at dele. 
Men jeg har skrevet i min PPT, hvad der befandt sig hvor. 

Bogen findes som E-bog på CFU.dk

​

Her får du en nogenlunde gennemgang af, hvad jeg lavede og i hvilken rækkefølge.

1) Jeg har lavet en plakat på vores plakatprinter af Omnias hus( (forsiden), som passede til vores dør. Den hang jeg op fra skoleårets start, så den har hængt der i et par måneder forud for selve forløbet. 

2) Første tirsdag: Bøgerne er delt ud på børnenes pladser, og da de kommer ind efter pausen dykker de nysgerrigt ned i siderne. Jeg fortæller intet om bogen på forhånd, lader dem bare dyrke deres nysgerrighed ved gruppebordene.

Så beder jeg dem lukke bøgerne og følge med hos mig. Bøgerne stables i en bunke midt på bordet, så de små nysgerrige øjne følger med, hvor de skal.

Jeg fortæller om Omnia - om hendes store venlighed, rummelighed, omsorg for andre, og vi taler lidt om det de allerede har opdaget på deres korte besøg i bogen.

Herefter viser jeg dem de 10 slides, jeg har lavet, med de 10 børn, som kommer til Omnias hus. Det er en virkelig god gennemgang. Børnene i 1.c er vildt optagede af de forskellige børn og mange af børnenes udfordringer er genkendelige for børnene. Især Storm, som har en mor og far, der skændes, kan børnene genkende. Jeg dykker ikke ned i de specifikke forældres skænderier, men det var noget, der gjorde indtryk på børnene.

 

Børnene skriver nu på udklippede sedler, hvilke steder i Omnias hus, DE godt kunne tænke sig at besøge. Alle ordkortene hænger vi op omkring vores plakat af Omnias hus.

Så læser jeg teksten, imens jeg viser billederne på tavlen. De følger ikke med i bøgerne. Det kan de slet ikke styre. Så jeg har booket bogen på CFU, hvor den findes som E-bog. De er helt opslugte af teksten. Det er virkelig en god fornemmelse. Og sådan gik det første besøg hos Omnia.

​

3) Anden tirsdag: Vi taler om, hvad og hvem, de kan huske, fra sidste tirsdag. Vi taler om Omnia, og hvilke ord, vi kan bruge, til at forklare, hvad vi tænker om hende: sød, god, rar osv. 

Vi taler om spørgsmålene på slidet og kigger på billedet af Omnias hus - de sidste sider. Børnene skal i deres egne bøger - sammen med deres makker - finde særlige ting - noget, der optager dem og gør dem nysgerrige.

 

Vi tager en runde og alle fortæller.

 

Herefter fortæller og viser - om vores "byggeprojekt". Vi skal nemlig bygge værelser til Omnias hus. Jeg har "hakket" A3-kvadrater i hvidt karton. Sammen folder vi først på den ene led og den anden led. Alle sætter en prik i midten og klipper folde langs med linjen op til prikken. Således har man et kvadrat, delt i fire med et klip op mod midten. De to kvadrater langs klippelinjen kan foldes ind under hinanden og dermed har man et værelse. 

 

Jeg havde lavet et par modelværelser - det er jeg ofte påpasselig med, fordi det nogle gange begrænser deres egen fantasi og får dem til at kopiere mit. Men jeg lavede nogle stykker - med mange forskellige udtryk.

 

Materialerne var udelukkende mønstret papir (noget tapetrester, noget kopieret), karton i alle farver (jeg har skuffer med farvesorteret karton i mindre stykker), sakse og limstifte, snor og tape. That's it.

 

Vi brugte denne tirsdag på at komme godt i gang - og den efterfølgende tirsdag på at bygge. Enkelte børn blev ikke helt færdige, så vi måtte samle op i et enkelt-efterfølgende modul. 

 

Børnene skrev små tekster om deres værelser - hvad kan man i værelset - hvilket barn må gerne bo i deres værelse - nogle børn fandt på navne til børnene, andre skrev mere generelt.

 

Jeg skrev modelsætninger og ord på tavlen.

 

Værelserne hænger nu to-og-to i klassen.

 


 

Kopiering fra denne hjemmeside må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen

Kig forbi min Facebookgruppe

ann-berit.dk

bottom of page