Jeg har lært noget - om konsekvens
KONSEKVENS
Mine elever har brug for konsekvens i det store som i det små. Derfor gør jeg mig virkelig umage for at være superkonsekvent ALTID (og det lykkes aldrig 100%, men jeg stræber efter det!) Det er hårdt, for jeg skal hele tiden være opmærksom og føler virkelig, at jeg må gentage mig selv igen og igen og igen og.....
Her er et par eksempler:
Min AKT-mand, Per, gjorde mig sikker i min sag. Han sagde: "Hvis du vælger at overse det, betyder det, at du accepterer det. Derfor er man nødt til at gentage sig selv. Også selvom man nogle gange bliver træt af at høre sin egen stemme."
Hver gang jeg kommer ind i klassen, sidder der 2-5 børn med jakker på. Der er ikke koldt i klasselokalet, og jeg vil ha', at de tager jakkerne af. Så hver gang siger jeg: "xxxx tag jakken af, yyyy tag jakken af, zzzz tag jakken af osv." Jeg gør det igen næste time og næste time og timen efter. Nogle børn bliver bedre til at huske det - ind imellem husker de det af sig selv, andre er lidt længere tid om at vænne sig til tanke om, at jeg faktisk mener det jeg siger HVER GANG - at jeg ikke bare giver op efterhånden. Efter en periode husker de det selv, og jeg behøver ikke adressere hver enkelt mere.
Der skal være ro, når jeg taler til hele klassen. Derfor bruger jeg HVER GANG DET ER NØDVENDIGT tid på at sige: "xxxx vær stille, yyyy du skal også være stille, zzzz kig lige herop, så jeg kan se du lytter. Nu skal I alle sammen se på mig, så jeg kan se, I hører efter. Også dig wwww!" Det føles virkelig træls at skulle henvende sig personligt til så mange elever, fordi jeg inderst inde tænker: "Det er da ikke så svært, når jeg beder een elev om at være stille, så må de andre da kunne regne ud, at det også gælder dem." Men det kan de altså ikke. Så jeg bruger tiden, og jeg sørger for at bede om ro, hver gang jeg bliver afbrudt. Jeg accepterer det aldrig. Og det hjælper. Efterhånden kan jeg (i de fleste situationer) sende et signal til særligt støjende elever, et nik, et vink med hånden, et par rynkede bryn, og så ved de, at det betyder, at de skal være stille. Men jeg har godt nok brugt meget tid på det.
Jeg ser aldrig den anden vej, hvis nogen taler grimt om andre i mit påhør. Jeg vurderer, hvor alvorligt det er, og hvis jeg synes, det er rigtig grimt, skriver jeg en besked i kontaktbog eller pr. brev til forældrene omkring, hvad deres lille søn/datter kan finde på at sige til sine klassekammerater. Jeg gør det konsekvent. Det samme gælder slagsmål. Hvis nogen i min klasse kommer i slagsmål, får man altid et brev med en udredning med hjem til sine forældre. Hvis nogen har drillet nogen på grænsen til mobning, udløser det også brev hjem til alle implicerede forældrepar. På denne måde kan ingen komme og sige til s/h-samtaler, hvorfor de ikke har fået besked noget før, for det har de! Børnene ved ligeledes, at alt kommer hjem til mor og far, så de må tænke sig om en ekstra gang, før de overskrider andres grænser. Jeg har en helt bestemt fremgangsmåde, når jeg skriver til forældrene om konflikter i skolen. Læs om det her. Måske tænker du: "Hvorfor ringer hun ikke til forældrene?" Det gør jeg også, jeg gider (rent ud sagt) bare ikke ringe hver eneste gang. Og mange forældre orker ikke at blive ringet op i tide og utide, men de forholder sig til de breve/mails jeg sender, så det virker hos mig.
Hvis jeg har irettesat en elev, diskuterer jeg det ALDRIG, forstået på den måde, at jeg selvfølgelig hører forklaringen, hvis eleverne har været i konflikt, men hvis jeg har bedt en elev opføre sig på en bestemt måde, skal han/hun efterleve det og ikke stille spørgsmål ved tingene. Hvis man ikke kan finde ud af det (og det kan de - i langt de fleste tilfælde, når de ved, jeg mener det alvorligt), bliver man vist ud på gangen, og der bliver skrevet hjem til forældrene, at xxxx i dag er blevet sendt udenfor døren - HVER GANG.
Jeg giver ikke chancer. I stedet sørger jeg for at være TYDELIG i mine forventninger til eleverne. EKSEMPEL: Hvis eleverne skal arbejde i grupper, og en gruppe gerne vil arbejde på gangen, giver jeg kun lov til grupper, som jeg forventer kan arbejde derude og ikke bare sjasker tiden bort. Jeg fortæller dem, at det er under forudsætning af, at de arbejder. Og hvis de ikke overholder aftalen, bliver de sendt i klassen straks og fremover får de IKKE mulighed for at arbejde på gangen. EKSEMPEL 2: Hvis en elev overlagt saboterer undervisningen, og jeg beder om ro fra ham/hende, skal vedkommende blot falde i en enkelt gang, så bliver han/hun sendt til pause på gangen. Man kan sige - jeg holder, hvad jeg lover. Jeg kommer aldrig med tomme trusler. Jeg siger aldrig: "Nu er det sidste gang jeg siger det." Samtidig stiller jeg heller ikke urimelige krav.
Der er mange gråzoner. For hvordan skal jeg kunne forlange af Søren, at han skal sidde stille, når han har en eller anden form for autistisk træk, der gør, at han ikke kan. Så det forlanger jeg ikke af ham. Jeg beroliger ham bare rigtig mange gange. Men hvis han bliver for forstyrrende, så resten af klassen ikke kan arbejde, får han ofte en pause udenfor.