Plant din madkasse - april 2021
En projektdag på 1. årgang
HVAD ER EN PROJEKTDAG?
På Mølleskolen har alle årgange projektdag en gang om ugen. På netop den dag har klassen én lærer hele dagen, og dermed har man mulighed for fordybelse og flow. Vi frabedes at lave fagdage - og skal helst prioritere kreativitet og innovation - de syv verdensmål - det 21. århundredes kompetencer. Vi skal også prioritere virksomhedsbesøg og ture ud af
huset - alt fra cykel- og vandreture til museumsbesøg og andre oplevelser.
Det er en fantastisk dag, virkelig!! I hvert fald for det meste.
Projektdagen er "financeret" af de fleste fag. Fagene bidrager med en lille eller større andel af det samlede timetal på årsbasis. Derfor arbejder vi med fire skemaperioder og har således skæv fordeling af de forskellige fags lektionsantal i løbet af året.
Vil du vide mere, er du meget velkommen til at skrive.
Denne projektdag på første årgang er planlagt af mine kollegaer Margrethe og Hanne. Jeg er en simpel statist i naturfaglige sammenhænge, men jeg har nydt dagen helt vildt - og jeg glæder mig til de næste to projektfredage, som også er i naturfagenenes tegn.
SKOLEHAVERNE
Igennem flere år har Mølleskolen været en del af et samarbejde mellem "Mobile Skolehaver" og "Coop". I kan læse mere om projektet her: http://skolehaver.com/?p=1571.
Helt konkret betyder det for os, at der kommer to damer fra "Mobile Skolehaver". Den lokale Kvickly har sponsoreret jord, gødning, frø, sætteløg og sættekartofler. Vi har 12 plantekasser og nogle dobbelte kartoffelspande.
Klasserne kommer skiftevis ud (fordi vi lever i en pandemi-tid) og beplanter hver fire plantekasser med henholdsvis løg, radiser, spinat og salat. Fire rækker af hver. Der lægges plantedug på. Kartoffelspandene fyldes og der sættes fire forskellige kartoffelsorter. To af hver plante i hver spand.
Man kunne godt selv gennemføre. Man skal selvfølgelig have plantekasser (på hjul - megapraktisk) og kartoffelspande... Men det kræver ikke et besøg af skolehaver. Det er selvfølgelig dejligt, at de er en del af projektet.
Min klasse var den første klasse ude omkring plantekasserne. Vi er fire voksne (luksus) - de to plantehave-damer, jeg selv og en kollega. Alle børn er i gang. Halvdelen omkring plantekasserne på hjul - og resten omkring kartoflerne.
Plantekasserne fyldes med frisk jord. Der laves fordybninger på fire rækker - frøene lægges - løgene sættes i en enkelt række - og der dækkes til. Der vandes grundigt. Børnene henter vand i vandkander og vander løs. Til sidst lægges plantedug over med fire sten - et i hvert hjørne. Plantekasserne står i solen udenfor b-klassens vinduer - og ja, de andre klasser kan sagtens lade dem være. Ud for alle rækkerne sættes et foreløbigt navneskilt i form af en ispind med plantebetegnelse. Vi vender tilbage til navneskiltene senere.
Kartoffelspandene fyldes og tilsættes sammenpresset hønsemøg, som lugter dejlig stramt. Det er selvfølgelig børnene, der arbejder. De sætter to kartofler i hver spand og et par drenge har lavet navneskilte til - skrevet på gamle persiennestykker.
Oprydning - og lidt leg - og så er det ind til 10-mad.
Efter pausen har vi en teoretisk del, hvor vi kigger på en plante - over og under jorden. Rodnet, rødder, stængel, blade - vi gennemgår det hele. Børnene får så opgavebogen "planter" fra Opgaveskyen, og vi fælleslæser og løser opgaverne.
Vi ser også et par fantastisk "time-lapse" film med frø, der spirer.
Her er et par eksempler:
https://www.youtube.com/watch?v=ECibetK2EYI
https://www.youtube.com/watch?v=x5mHzwEOpp4
Du kan sagtens selv finde flere. Søg på You Tube: "Time lapse seeds growing"
PLANT DIN MADKASSE
I ugeplanen var forældrene blevet forberedt på to ting:
1) Alle skulle medbringe en mælkekarton med en enkelt side skåret af (på forhånd - jeg havde medbragt hobbykniv for en sikkerheds skyld)
2) Alle skulle tage noget med i madpakken som indeholdt kerner eller lignende. Nogle børn havde også poser med frø med.
Min kollega Hanne havde indkøbt et udvalg af frugt og grønt til de børn, som ikke lige havde husket - og selvfølgelig havde vi ekstra mælkekartoner. Jeg havde lavet 8 ekstra mælkekartoner. Det kan anbefales.
På gulvet havde jeg tapet to opskårne affaldssække med malertape. Midt på en stor sort balje med en pose jord.
Desuden havde jeg medbragt:
aflange paptallerkner
knive (helt almindelige middagsknive)
avispapir
diverse grøntsager, som Hanne havde købt (hokaido, appelsin, citron, æble, tomat, melon, peberfrugt)
brede ispinde
To forstøvere
En meget grundig instruktion for børnene, som blev gentaget AF børnene.
1) Tag en avis og bred ud på din plads (som du har ryddet)
2) Tag din mælkekarton og stil dig i køen ved den sorte plast, som ikke må betrædes med mindre man er inviteret indenfor.
3) Få fyldt din mælkekarton med jord
4) Tag en paptallerken. Find dine madkassefrugter og grøntsager og pil kerner ud. Eller hent dem på mit bord.
5) Hver gang én kerne er udtaget, hent en ispind og skriv navn på frugt/grønt. Plant din kerne. Sæt ispinden i. Gentag tre gange.
6) Lav en navneskilt til din have. Find selv på metoden. (til rådighed: karton, limpistol, ispinde)
7) Tag en forstøver (som man KUN får lov at bruge, hvis man ikke leger med den) - vand din have grundigt.
8) Sæt din have i vindueskarmen
Børn, som blev færdige, fik to og to lov til at lave endnu en have ud af mine overskydende 8 mælkekartoner og de mange kerner på fællesbordet. Samme fremgangsmåde, men med betegnelsen "klassehave" i stedet for navneskiltet.
FÆLLES OPRYDNING - sende børn ud efterhånden som de er færdige.
DAGENS AFSLUTNING.
På et stykke A4 havde min kollega Margrethe tegne tre store aflange trekanter med en linje øverst og en linje på nederste tredjedel (den del, der skal under jorden). Alle fik til opgave at tegne og skrive radise (4 stk), salat (4 stk), spinat (4 stk) løg, (1 stk) - to og to fik andre opgaven at lave navneskilte til plantekasserne - altså 1.c på et stykke A4. Jeg havde hentet lamineringsmaskinen - og så blev der bare lamineret igennem - og nogle piger ville VILDT gerne hjælpe med at klippe ud.
Disse laminerede skilte blev så sat ud i skolehaverne ud for de tidligere på dagen plantede rækker.
Til sidst skrev vi alle plantelogbog. Vi har brugt den fra opgaveskyen. Min lille plantebog
Her skal vi så følge planternes udvikling i de kommende uger.
Imens jeg organiserede skilteskrivning, fik min kollega Christian dækket alle de små mælkekarton-haver til med plastik, så de holder sig fugtige hele week-enden.
Nu glæder vi os til at følge planternes udvikling og føre plantedagbog løbende...
Næste fredag en ny projektdag, hvor vi skal samle bog og lave "vinduesdrivhuse" med ærteblomstfrø (tror jeg nok) Mere om det, når vi når dertil.