INTRO

​

Hanne og jeg har kendt vores nuværende elever i mange år. Vi har været deres faste lærere siden de startede i første klasse. Det har virkelig været en rutsjebanetur, og vi synes i den grad, vi er nået langt med hver enkelt elev. Rigtig mange elever har udviklet sig positivt....

​

Men så nåede vi alligevel til et tidspunkt - ret præcist september måned i år - hvor vi en dag kiggede på hinanden og blev enige om, at vi gik og var lidt for sure - lidt for meget irettesættelseskultur og ikke så mange glade og fornøjelige tidspunkter. 

​

Eleverne var lidt passive i undervisningen. Ganske få deltog i fællesundervisning - ret mange fyldte lidt for meget på en træls måde til at en læringssituation blev virkelig god. Og vi følte os ikke særlig godt forbundet med børnene. Ikke som vi før har været.

​

EN VIGTIG SAMTALE

​

Så må man jo stoppe op og se hinanden i øjnene - og være nysgerrige. Det første vi gjorde, var at blive enige om, at vi skulle se os selv i spejlet og erkende, at vores daglige irritationsniveau absolut havde en effekt på børnene og dermed læringsrummet. Vi er simpelthen nødt til at være i bedre humør sammen med børnene, sagde vi til hinanden.

​

Og så lavede vi en analyse af, hvad vores afmagt helt konkret handlede om.... 

​

VORES AFMAGT

​

Jeg kalder det "vores afmagt", fordi det var den titel vi valgte at give det dokument, der udgjorde vores analyse. Her er - ordret - hvad vi nåede frem til: 

​

Ingen frivillig hjælpsomhed 
 

Der er ikke et fælles vi - “Det er ikke mig”
 

Ligegyldighed overfor undervisning:  

• Nogen spørger om noget helt andet midt i en samtale 

• Manglende engagement 

• Viljen til at lære noget 

• Lysten til at lære noget 

• Ingen begejstring 

• Negative kommentarer i fht. undervisningen 

• Manglende udholdenhed 

• Børn, der vender ryggen til mig, når jeg taler til hele klassen 

​

EN ØNSKESEDDEL

 

Herefter lavede vi en ønskeseddel, hvor vi noterede, hvilken læringsadfærd vi virkelig gerne ville nå frem til med børnene i 6.c. Vi forsøgte at gøre den så konkret som mulig. Den får I her:

 

ØNSKESEDDEL: 

• Alle lytter opmærksomt til den, der taler 
  * Afbryd ikke 
  * Hold dig til emnet 
  * Vend dig mod den, der taler 
  * Tal ikke med andre imens 

• Engagement og vilje til at lære noget nyt 
  * Hav en positiv tilgang til dine opgaver/aktiviteter 
  * Prøv - og prøv igen – og vær hjælpsom overfor andre imens 
  * Tag ansvar for fællesskabet - ikke kun dig selv 

• Tage imod undervisningen med nysgerrighed  
  * Vis dine lærere, at du gerne vil 
  * Stol på, at du kan bidrage med noget godt - også til andre 

• Tænk, for du taler. Det respektfulde rum 
  * Stop de negative kommentarer og udbrud 

• At man holder ud, når noget bliver lidt hårdt og svært. 
  * Giv ikke op. Bliv ved. 
  * Tro på, at du kan. 

 

FØRSTE AKTIVE HANDLING​

​

Vi diskuterede, hvad der egentlig kunne begejstre børnene i klassen. Vores liste blev ikke så lang. Der stod: Rundbold, Høvdingbold og Belgisk Banke Bøf. Så langt, så godt.

​

Hver tirsdag er vi to lærere i klassen i min dansktime. Her laver vi små hold, som roterer imellem tre stationer: En selvkørende station, en dansk-station med mig - og en matematik-station med Hanne. Jeg ELSKER stationerne. Jeg sidder med 5-6 elever ad gangen. Vi fordyber os i noget af det, som normalt er helt vildt svært at undervise klassen i - og få alle med. Når vi bare sidder 5-6 stykker, så ER børnene med, for man kan ikke dukke sig. Og de opdager faktisk, hvor fedt det er - fordi de virkelig lærer noget. Man kan nå meget på 18 effektive minutter. 

​

Hanne og jeg besluttede, at gå i salen efter hver gennemført stations-undervisning - og spille høvdingbold. Det var en virkelig god afslutning - på en virkelig god dansk/matematik-time. Og vi havde det sjovt sammen. Det var ligesom første skridt.

​

PRÆSENTATION AF "HANNE OG ANN-BERITS ØNSKER"

​

Samtidig præsenterede vi klassen for vores ønskeseddel. Jeg har lavet en PPT, som vi tog børnene med igennem. Vi fik talt grundigt ind i alle disse ønsker og gjort klart, at vi forventede en adfærdsændring. Selv små skridt er velkomne. Mange små skridt kan sammenlagt flytte meget.

​

PowerPointen indeholdt alt det, som står på ønskesedlen. I kan se den HER.

​

SAMTALEARK TIL SKOLEHJEM-SAMTALERNE

​

Næste skridt blev, at vi lavede et samtaleark, som børn og forældre skulle udfylde sammen forud for skole-hjem-samtalerne. Det ligner ikke noget, vi tidligere har lavet, da det i høj grad tager udgangspunkt i konkrete negative handlinger, som børnene skulle forholde sig til. Det kan godt lyde til barskt, men jeg tror faktisk, det er lettere for børn at svare på, om de kommer med kommentarer, imens andre snakker - end at svare på, om de er stille, når andre taler. Det er det i hvert fald for de børn, fra hvem vi ønskede forandring.

​

HER kan I hente en PDF med vores personlige version af samtalearket.

HER kan I hente en (kedelig) word-fil - som kan redigeres.

​​

SAMTALERNE

​

Til skole-hjemsamtalerne tog vi udgangspunkt i samtalearket. Hanne og jeg havde udfyldt et for hvert barn, så vi kunne sammenligne. Ofte ramte vi rimelig plet, andre gange var vi uenige, men så havde vi dét at tale om. ​

 

Det blev nogle virkelig fine samtaler - især de tre ting på bagsiden, som børnene skulle udvælge, gav virkelig god mening. Vi har før arbejdet med indsatsområder, men i denne version har vi lavet en lille udvidelse - nemlig at børnene også skal forklare, hvad de vil gøre (konkret), og hvordan det påvirker klassen og dem selv.

 

I alle klasser har vi børn, som vi kæmper med (og for) - vi kæmper for deres udvikling frem imod en læringsrettet tilstand - og vi kæmper for, at de ikke forurener læringsrummet, så andre føler sig beklemt. Dem har vi også i flere versioner i 6.c. Som jeg skrev i indledningen, er de kommet virkelig langt, men indøvede dårlige vaner er svære at knække - også selvom man prøver med sin vilje.

 

Nogle forældre fik sig lidt af overraskelse, både da de skulle udfylde skemaet med barnet - og/eller da de så oplevede sammenligningen, som vi bidrog med.

 

Man kan diskutere, om skolehjemsamtaler skal være "det barske møde med "sandheden" - for jeg har ofte selv siddet med barn og forældre og pakket det svære ind i guldpapir og confetti. Men denne gang var både Hanne og jeg bare gennemgående ærlige. Det var en virkelig svær omgang for nogle børn og forældre, men det har haft en effekt.

 

EFFEKTEN

 

Især de første dage efter samtalerne var ALDELES magiske. Dels fordi vi pludselig kunne tale om de der situationer, hvor vi er midt i en undervisning, og et barn spørger: "Hvornår skal vi spise?" Eller "Hvad skal vi i næste time?" Pludselig kunne vi stille og roligt sige: "Hov, hvad var det nu vi snakkede om?" Og barnet siger faktisk "Åh ja" - og sluger sine ord. Nogle af pigerne ØVER sig faktisk helt vildt på at række hånden op og pludselig er der et helt andet liv i klasselokalet. Alle gør deres bedste. Det er dog svært at opretholde på alle tidspunkter i alle fag. Træerne vokser ikke ind i himlen, men vi er på vej. Jeg er egentlig allergladest for, at vi har fået en slags fælles bevidsthed. At børnene faktisk lytter og tager den lillebitte irettesættelse eller påtale til sig - i stedet for at rulle med øjnene eller sige: "Det er altid mig, der skal have skældud." De mærker efter på en helt anden måde end tidligere. Det kan have noget at gøre med deres alder - måske er vi bare heldige.

 

Jeg fik også øjnene op for en helt anden ting. 80% af eleverne har svaret helt det samme ved dette udsagn: Jeg tør godt sige noget, selvom jeg ikke er helt sikker

Til samtalerne fortalte de stort set alle, at det handlede om frygten for at deres kammerater grinede, hånede eller rettede højtlydt. Jeg blev ret overrasket, for jeg synes egentlig, vi har et ret fint læringsrum, hvor der er plads til at sige noget forkert.... Jeg tog fejl.... Eller rettere sagt - jeg tog fejl af, hvad det er, der trykker.

​

Med øjnene på stilke i dagene efter samtalen opdagede jeg følgende:
 

* En lille gruppe drenge retter konsekvent og rimelig højlydt andres fejl. Også selvom de sidder et andet sted i lokalet.

* En lille gruppe drenge (sorry boys) griner, når deres kammerater laver fejl. Altså en internt "tone", som de selv synes er helt OK, men som de aldrig helt kan styre rent følelsesmæssigt. Det ender altid med, at en eller anden bliver sur.

* Og pigerne trykker sig, fordi de hader at blive rettet på - og selvom ingen griner af dem - eller håner dem, så er de bekymrede for risikoen.

 

 Altså - det var ikke som sådan en ny observation for mig - men det var med nye øjne - for jeg var ikke klar over, at det havde SÅ stor effekt. 

​

14 DAGE SENERE - NÆSTE SKRIDT

​

Gryden skal holdes i kog. Boldspilsaktiviteten i salen er blevet til en kagedag efter ønske fra eleverne. Vi kunne ikke bruge salen mere (indesæson), så derfor skulle vi finde på noget andet hyggeligt. Så nu bliver tirsdagens hyggehalvetime brugt til kage og te - og gode samtaler.

​

Hanne og jeg præsenterede første indsatsområde denne tirsdag. Nemlig den ovennævnte "at ingen tør sige noget, hvis de ikke er sikre". Vi fortalte og forklarede - og det er nu et fælles anliggende at holde fast den gode læringsrumskultur.

​

Jeg fortalte historien om, hvordan jeg personligt finder fejl ALLE vegne. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Det sker helt automatisk. Men jeg holder det for mig selv. 

​

Når vi oplever, at en kammerat laver en fejl - eller siger noget på en forkert måde, så kan vi have lyst til at hjælpe. Men hjælper man ved at råbe det højt ud i rummet, så alle kan høre det? Er motivet her at hjælpe?

​

Næh... Og den har vi nu givet et navn.... Når man råber andres fejl ud i rummet, så nedgør man andre offentligt. Det får den konsekvens, at de elever, som hygger sig med det, nu pludselig har en pil, der peger på dem, HVIS de altså fortsætter. 

​

KOMMENDE TILTAG (som vi endnu ikke er nået til)

​

* Alle elever vælger et af deres tre indsatsområder, som de vil offentliggøre og hænge op ved deres plads i klassen..

​

* Vi startede med et fokus på "at turde sige noget - med risikoen for at sige noget forkert." Når jeg føler, der er sket en forandring - tager vi fat i et nyt fokusområde med udgangspunkt i børnenes svar og ønsker.

​

 

​
​